Blomstrer som en rosengård… kirkegårdens flora

 

Blomster kræver pasning, men står smukt på både store og små grave. Et blomsterflor om sommeren gør kirkegården ekstra attraktiv som udflugtssted. Men blomsterne er først og fremmest de efterladtes smukke hyldest til den afdøde.
Det er besværligt og lidt ukontrollabelt at så blomsterne, derfor kan de valgte arter købes hos blomsterhandleren eller gartneren og udplantes om foråret, så står de smukt hele sommeren.

 

Asters

Alle farver

Der er over 600 forskellige arter og hertil kommer et utal af mangeartede hybrider i alle farver. Højden varierer mellem 0,2 – 1,5 m, og blomstringen foregår mellem august og oktober. En omplantning hvert 3.-4. år giver mange blomster. Asters skal have sol og lettere skygge og næringsrig, veldrænet jord.

 

Blåkvast

Blå, lyslilla og hvide nuancer

De fleste sorter er lave og kompakte, omkring 15 cm høje. Bladene er tilspidsede, hjerteformede og lysegrønne. Blomsterne er små charmerende pomponer i blå, lyslilla eller hvide nuancer, der blomstrer fra juni til oktober. Gror bedst i muldjord og tåler ikke udtørring, derfor skal de i tørkeperioder vandes. Trives i både sol og skygge. Udplantes i midten af maj.

 

Flittiglise

Mange farver

Den lille charmerende, dekorative plante bliver 30-60 cm i højden og næsten det samme i bredden. Den har lyse, lidt kødfulde blade, saftige stængler med et væld af blomster, der kan fås i mange farver. Jorden skal kunne holde på vandet, så planten ikke tørrer ud. Til gengæld trives den både i sol og skygge. Den er en af vores mest hårdføre sommerplanter og egner sig godt til bunddække. Køb den som udplantningsplante og vælg 2-3 farver til graven måske kombineret med en anden plante. Flittiglise blomstrer fra juni til langt ind i efteråret. Passes den med vand og gødning, kvitterer den med en formidabel blomstring.

 

Forglemmigej

Blå

Der findes forskellige arter: Eng-, skov-, mark-, rank-, forskelligfarvet- og bakkeforglemmigej. Skov- og markforglemmigej er bedst egnet, de trives i alm. jord. Planterne bliver 15-40 cm høje, blå blomster på lang tynd stængel med ovale grønne blade. Blomstrer i maj-juni. På grund af den høje, elegante stængel egner den sig til små stensætninger eller som dekorativt indslag tæt ved mindestenen.

 

Heliotrop

Mørkviolet

En 40 cm høj prydplante med mørkegrønne blade og mørkviolette duftende blomster, der blomstrer fra juni til oktober. Jorden skal være muldet og udplantningsstedet solrigt. En meget fin plante sammen med roser.

 

Hortensia

Hvid, lyserød, blå

Er en gammel kulturplante fra Japan og Kina, der kan blive ret høj. Det er en løvfældende busk, som er rig på hvide, lyserøde eller blå blomster hele sommeren og har smukke lysegrønne ovale, savtandede blade. Udplantes den skal væksten kontrolleres ved beskæring.

 

Hyacint

Mange farver

Er en rigtig juleplante, der bliver 20-30 cm høj, hvoraf det meste er blomsterstanden, der findes i et utal af farver. Den trives optimalt i let, ikke for tør næringsrig jord. Man kan også drive den frem på glas eller købe den hos blomsterhandleren i december, så springer den ud til jul og holder sig meget længe, hvis der ikke kommer nattefrost, kan den stå helt til marts. I det tidlige forår kan løget lægges i 15 cm dybde og blomstrer så i april-maj.

 

Krognål

Hvid, lilla

Er velegnet til kantplante, hvis graven er belagt med fliser. Planten kan blive 10 cm høj og har små, smalle grønne blade. Blomsterne sidder i små hoveder med mange i hvert hoved og er hvide eller lilla, de holder sig fra maj til oktober. Ingen særlig pleje, kun lidt vand og måske lidt gødning, hvis den står i let muldjord et meget solfyldt sted.

 

Margerit – Hvid og gul okseøje

Hvid-gul

Stråler yndefuldt mod himlen i hvid-gule farver. Den har en 30-50 cm høj stængel med tungeformede, fjerfligede mørkegrønne eller grågrønne blade. Den store blomsterkurv sidder i stængeltoppen med flotte hvide tungeformede randkroner  og guldgule rørformede skivekroner (hvid okseøje). Guldgule og tungeformede randblomster og rørformede skiveblomster i omtrent samme farve (gul okseøje). Hvid okseøje blomstrer i juli-august, mens gul okseøje blomstrer fra juli og sommeren ud. Den gule margerit kræver lidt sandet jord, men ingen særlig pasning, den er både dekorativ og robust, trives i både sol og skygge, men skal tyndes ud af og til.

 

Morgenfrue

Gul og orange

Calendulaen bliver 30-60 cm høj, bladene er nærmest skeformede og lysegrønne, og blomsterne er kurvblomster i gule og orange farver. Kræver lidt porøs jord, men ikke for tør. Blomstrer fra juni-oktober. De visne blomster bør fjernes.

 

Pelargonie

Hvid, mørkviolet, rosa

Bliver fra 30-80 cm høj. Bladene er nærmest runde med tegninger i forskellige grønne nuancer. Blomsterne sidder i skærme på lange stilke. De kan købes i mange typer fra de lave kompakte til mere oprette eller hængende former. Blomsterfarverne findes i flere smukke nuancer fra mørkviolette til rosa eller hvide. Jorden bør være muldrig iblandet lidt grus. Gror fint i både sol og skygge. Blomstrer uafbrudt fra udplantning til frosten sætter ind. Dog kræver planten en vis pleje for at yde sit bedste, især skal visne blomster og blade fjernes.

 

Roser

Rød, hvis, gul

Rosen har længe før Romerriget været kærlighedens symbol og en fast bestanddel af europæiske haver siden middelalderen. Også på kirkegårdene kan vi glæde os over de utroligt mange arter og farver: Storblomstrede roser med kraftige stive grene og store blomster.
Buketroser har en mindre stiv vækst og er buskede helt fra grunden.
Patioroser er en mellemting mellem buketroser og miniroser og har en vidunderlig duft. De blomstrer næsten uafbrudt fra midt i juni til sidst på efteråret. Denne rose er lav og kompakt omkring 50 cm i højde og omfang.
Miniroser bliver omkring 20 cm høje, har tæt vækst og små florformede blomster.
Buskroser findes både krybende, 20 cm høje, og 150 cm høje, de har buskform.
Klatreroser kræver noget at støtte sig til, ser meget dekorative ud.
Antikke roser minder om parkroser. De har en kraftig vækst med særegne blomster – og en vidunderlig duft. Blomstrer først og midt på sommeren.
Parkroser er hårdføre, tåler vind og er nøjsomme bare de får sol. De kan blive 30-50 cm høje og blomstrer i 4-5 uger om sommeren. Kræver ikke beskæring.
Roser kræver jord af god kvalitet og bør ikke plantes i jord, hvor der har groet andre roser. Voksestedet skal have god dræning, sol og læ, men husk, at roser aldrig skal plantes direkte under træer.
Roser er velegnet sammen med lette sommerplanter, fx forglemmigej. I slutningen af april skal rosenbusken beskæres. 

 

 

Sommerbegonie

Hvid, rød

Er forholdsvis lav, 15-25 cm, med saftige, runde, lysegrønne blade. Planten får mange hvide eller røde blomster med gul midte. Købes som udplantningsplante medio maj og blomstrer fra juni til oktober. Jorden skal være porøs og gerne lidt sur, og sommerbegonier trives bedst i let skygge i læ for blæst og regn.

 

 

Stedmoder

farver

Står stadig flot selv når den første nattefrost sætter ind. Det er en to-årig plante, der bliver 15-20 cm høj med mørkegrønne blade og blomster, der minder om violer. Fås både med rene og blandede farver i mange forskellige nuancer. Blomstrer marts til juni, når den udplantes i det tidlige forår. Om vinteren bør den dækkes med grankviste. Trives bedst i muldjord på en solrig plet.

 

 

Tusindfryd – Bellis

Hvid, rødlig

Er en to-årig plante, der bliver ca. 15 cm høj med skeformede blade, der skyder op som en roset. Blomsterne, der sidder som små pomponer på tynde stilke, kan både være hvide eller rødlige og ses fra april til juli. Trives i almindelig jord og er velegnede i små bede.

 

 

Violer

Lilla

Er flerårige med opret eller skråt opstigende jordstængel med en roset af langstilkede, bredt hjerteformede blade. Blomstrer fra april til maj. Plantens oprette skud vokser videre i løbet af sommeren, så de til sidst kan blive indtil 25 cm lange. De får i bladhjørnerne småbitte, kortstilkede, lukkede blomster. Ingen særlige krav til jordforhold, men lys.

Alle disse prydplanter udplantes om foråret. De fleste er et-årige og fjernes fra graven i november. De to-eller flerårige dækkes med gran. Spørg altid gartneren eller blomsterhandleren, om de planter, der vælges, er et- eller flerårige og sørg for at få alle relevante praktiske oplysninger – og gode ideer.
Mange af de beskrevne planter trives også i krukker, men det er et spørgsmål, om de får lov til at stå i fred på en offentlig kirkegård.

Forskellige haveplanter kan kombineres på graven i små minibede eller sammen med en lille busk. Det er ikke dyrt at købe nogle potter med planter til udplantning, og graven er let at holde, når først den er anlagt. Skal kirkegårdsgartneren stå for vedligeholdelsen, skal han naturligvis tages med på råd under selve planlægningen.”

 

 

 

 

 

 

 

 

Den sidste have, Thaning & Appel, ill. 136 s.. Udsolgt fra forlag, kan lånes på bibliotekerne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • Printvenlig version