TIL TOPPEN

 

 

 

 

URTEMEDICIN –
Tjek de virksomme stoffer i din naturmedicin

 

I naturmedicinen anvendes enten hele planten eller dele af den alt afhængig af, hvor de virksomme stoffer findes. De virksomme stoffer indeholder forskellige stoffer, som kan være enten nyttige eller skadelige. Det er disse virksomme (aktive) indholdsstoffer, der giver den ønskede effekt. For eksempel bitterstoffer, æteriske olier, alkaloider, vitaminer, mineraler og sporstoffer.
Men der findes også i lægeplanter en række inaktive stoffer, der ingen effekt har, for eksempel cellulose, stivelse og farvestoffer.

 

Alkaloider
er kvælstofholdige basiske naturstoffer især fra planteriget. De har ofte en stærk bitter smag og kraftige fysiologiske virkninger på organismen selv i ganske små doser. Det er sjældent, at en plante kun indeholder ét alkaloid, i de fleste tilfælde findes der flere forskellige. Det første alkaloid der blev renfremstillet var morfin i 1803. Andre kendte alkaloider er nikotin, stryknin og koffein. Mange alkaloider er receptpligtige lægemidler, blandt andet Belladonna (Atropa belladonna) og pigæble (Datura stramonium), der indeholder atropin og skopolamin som anvendes blandt andet ved indvortes sygdomme, for eksempel som krampeløsnende middel.
Morfin findes i opiumvalmuen (Papaver somniferum). Valmuen indeholder også kodein, der virker hostedæmpende og det krampeløsnende stof papaverin. Koffein findes ikke bare i kaffe og te, men også i maté (Ilex paraguariensis).
Giftige alkaloid-planter: Svaleurt (Chelidonium majus), guldregn (Laburnum-arter) og plettet skarntyde (Conium maculatum).

 

Bitterstoffer
er fællesnavn for mange kemisk vidt forskellige stoffer, for eksempel glykosider og alkaloider, der forekommer i planter, blandt andet i malurt (Artemisia absinthium), bukkeblad (Menyanthes trifoliata) og korbendikt (Cnicus benedictus). Bitterstofferne lever fuldt ud op til deres navn, de smager koncentreret bittert. Mange af bitterstofferne anvendes til at stimulere appetitten og fordøjelsen, fordi de fremkalder øget spyt- og mavesaftafsondring. For eksempel stryknin, kinin, rævekage (frøene fra et lille træ, Strychnos nux-vomica, som vokser i skovene i Sri Lanka) og ensianrod (Gentiana lutea).
Bitterstoffer er i allerhøjeste grad velegnede til at regulere mave- og tarmfunktionen, fordi de har en afspændende og krampestillende indflydelse og gengiver tarmen dens normale virksomhed. På grund af deres bitre smag giver de også en stærkere afsondring af spyt, hvilket befordrer mave- og tarmsaften. Også mavens automatik fremskyndes af bitterstofferne, men indtagelsens tidspunkt og doseringen spiller en vigtig rolle. Mens små doser altid virker gunstige, fungerer store doser hæmmende. Malurt og ensian hører til disse stoffer, men malurt skal, hvis den bruges gennem længere tid, administreres omhyggeligt, da den kan ødelægge mandens potens, stimulere menstruationen i negativ retning og dæmpe sexlysten hos kvinder. Ensian kan svække mandens seksuelle ophidselse, fordi denne lille lægeurt sammen med malurten er bitterstofplanter, der beviseligt påvirker kønskirtler og -organer. Sikkert ikke alene på grund af bitterstoffet, men også fordi deres indhold af æteriske olier er stort – altså et samspil. Derfor hjælper det ikke blot at fjerne bitterstoffet. Til disse planter hører malurt, ensian, tusindgylden, sommerhyld, bukkeblad, løvefod, røllike, pimpinelle, mesterrod, løvetand, agermåne, islandsk mos, salvie, rosmarin og rejnfan.

 

Blodstillende stoffer
Blandt helbredende lægeurter findes nogle, som særlig egner sig til at standse blødninger. Disse planter kendte man også i oldtiden. I mange recepter anbefales de mod stærk menstruation, men her gælder det, som for mange andre sygdomme, at lægen først og fremmest skal konsulteres. Te-kure indtaget i længere tid mod menstruation kan gøre mere skade end gavn. Derfor kun 1-2 måneders kur og så en længere pause.
De blodstillende lægeplanter virker fremragende på kredsløbet, udvider blodkar og sænker for højt blodtryk. De påvirker kirtelfunktionerne, forhøjer galdeproduktionen og bugspytsekretionen. Anvendes også til stimulation af svedkirtlernes normale rytme, ved fordøjelseskanalens og organernes kirtelfunktion samt ved stofskifteforstyrrelser. Planterne i denne kategori er hyrdetaske, røllike, mistelten, løvetand, tormentil og kvæsurt.

 

Garvestoffer
findes i mange planter. De kan udfælde æggehvidestoffer, der gør dem yderst velegnede til garvning af huder og skind, men garvestofferne har også en medicinsk virkning.
Blåbær (Vaccinium myrtillus) og egebark (Quercus robur) er typiske garvestof-droger med en sammentrækkende effekt på hud og slimhinder, som skyldes æggehvidestofferne.
Garvesyrer er letopløselige i vand og alkohol. Indtager man større mængder, kan det medføre opkastninger. Mindre doser formindsker mave-tarmvirksomheden gennem deres indflydelse på slimhinderne. Derfor er planter med garvesyrer uhyre vigtige ved betændelser i slimhinderne, fordi de yder beskyttelse ved opsugning af giftstoffer og farlige bakterier. De kan standse lette blødninger. Forbrændinger, forgiftninger og hudirritationer har de også en gunstig indflydelse på. Til indvendig brug anvender vi dem som teer og udvortes til bade. Disse lægeplanter har stor virkning især med hensyn til kroniske eller langvarige sygdomme i tarmsystemet, som ubehandlede kan få katastrofale følger. Disse planter er blandt andet røllike, salvie, skovmærke, brombær, birk, ægte kastanje, agermåne, tormentil, løvefod, ærenpris, storkenæb, malurt, sort johannesbær, jordbær, jernurt, hanekro, valnød og korsknap.

 

Glykosider
findes i mange planter, de er letopløselige i vand og alkohol og har en bitter smag. Til glykosiderne hører blandt andet visse garvestoffer samt flavonglykosider og anthocyaniner, som er gule, røde og blå plantefarvestoffer. Flere glykosider er stærke gifte, blandt andet amygdalin. En særlig gruppe er saponinerne.
Glykosider består af en sukkerdel og en ikke sukker-lignende del, som kan være af meget forskellig sammensætning. Det er »ikke-sukkerdelen«, der fremkalder den medicinske effekt. Sukkerdelen øger glykosidernes opløselighed i vand, det betyder, at organismen lettere kan optage disse stoffer.
Glykosider med kraftig virkning på hjertet findes blandt andet i almindelig fingerbøl (Digitalis purpurea), liljekonval (Convallaria majalis) og strandløg (Scilla maritima). De bliver kaldt hjerteglykosider eller digitalis-glykosider og er vigtige lægemidler, som ikke kan erstattes med syntetiske midler.
Da selv små mængder kan være meget giftige, er alle droger med hjerteglykosider lægemidler.
Andre vigtige glykosider findes blandt andet i sennesbælge (Fructus Sennae), tørstetræ (Rhamnus frangula) og andre planter med en afførende effekt. En anden slags glykosider findes i pilebark (Salix-arter), der er smertelindrende, og hvidtjørn (Cratægus), som påvirker hjertet.

 

Kiselsure urter
benyttes til dårligt lægende sår, betændelser i huden og slimhinderne. Ved at behandle lidelserne med kiselsyreholdigt vand læges og renses sår hurtigt og betændelsen bekæmpes. Også betændelsestilstande i tandkød og mund læges hurtigere, når de behandles med et afkog af kiselsyreholdige planter som for eksempel padderok, krageklo, brændenælde, lungeurt, agermåne, hanekro, bønner og hedeurt.

 

Salicylsyre
er et virksomt stof, som nogle lægeplanter har i rigelig mængde. Stoffet er ren salicyl, men ved hjælp af spyttet omdannes det til salicylsyre. Denne syre har bakteriedræbende egenskaber og smertestillende virkning. Derfor er den et aktivt middel over for alle smertefulde eller betændelseslignende tilstande. Desuden har man observeret en aktiverende effekt på udskillelsen af urinsyre. Tidligere anvendte man planter med salicylsyre mod gigt og kroniske betændelsestilstande i mave-tarmslimhinder. Salicylholdige planter er spiræa, viol og stedmoderblomst.

 

Saponiner
er en bestemt slags glykosider, som opløst i vand skummer stærkt. Hvis de kommer ind i blodet, kan de opløse de røde blodlegemer. Med nogle få undtagelser kan man dog uden fare indtage saponinerne gennem munden uden risiko for forgiftning. Pulver fra dette stof irriterer slimhinderne og kan derfor fremprovokere nys og tåreflåd.
Findes i visse planter, for eksempel sæbeurt (Saponaria officinalis). Senegarod (Polygala senega) og quillajabark (Quillaja saponaria) er saponindroger, der længe har været anvendt som slimløsnende middel. Ginsengrod (Panax ginseng), russisk rod (Eleutherococcus senticosus) og lakridsrod (Glycyrrhiza glabra) indeholder også saponiner.
Saponiner er en gruppe sammensatte stoffer, der kan være svære at skelne i opbygning og i virksomhed. De er stadig ikke helt udforskede. Men vi ved, at de assimileres dårligt, og at slimhinderne har svært ved at optage dem. Bringes de direkte ind i blodbanerne, virker de som giftstoffer og kan ødelægge produktionen af de røde blodlegemer. Men så længe slimhinderne ikke er beskadiget, kan de sæbeholdige planters udtræk med enkelte undtagelser dog anvendes uden risiko. I folkemedicinen bliver disse planter mest brugt som blodrensende middel. De er virksomme over for urinsur gigt og udslæt. De mest kendte af disse planter er ærenpris, kongelys, leverblomst, bukkehorn, pimpinelle og asparges.

 

Slim
er en tyktflydende sej, trådtrækkende, kolloid opløsning af sammensatte sukkerstoffer. Planters slimstoffer indeholder vegetabilske sukkerstoffer, overvejende polysakkarider kemisk beslægtede med gummiarter. Slim svulmer i vand. De almindeligste slimdroger er hørfrø (Linum usitatissimum) og loppefrø (Plantago psyllium), der anvendes som afførende midler. Slimet svulmer og øger volumen i tarmen, så at tarmbevægelserne stimuleres. Slim har kun en lokal virkning.
Slimstoffer er for eksempel æblernes pektin, som husmødre stadig bruger til stivelse, forskellige gummiarter og andre stoffer. Nogle af disse slimstoffer ændrer karakter, når de passerer tarmkanalen, mens andre passerer uændret. Slimstofferne har en stor virkning som beskytter mod mekaniske beskadigelser af hud og slimhinde ved sår og ætsninger. En tilstrækkelig mængde slimsubstans kan reducere smertefølsomheden. Derfor virker de helbredende på forbrændinger. Med stor fordel anvendes de til ydre og indre betændelser og sår. For eksempel betændelsestilstande i mave-, tarm- og mundens slimhinde. Og til udvortes brug i kompresser og bade.

 

Æteriske olier
er flygtige, oftest flydende, undertiden dog også faste, stoffer, der dannes i forskellige plantedele navnlig i løvblade, blomsterblade og frugter. Olierne dufter ikke lige behageligt. I planteriget findes den æteriske olie ofte i forskellige kirtler eller olieceller. Mængden af olie er varierende og er blandt andet afhængig af klima og årstid.
Æteriske olier, der især udnyttes på grund af deres indhold af duftstoffer, er ofte meget komplicerede blandinger. Hyppigt forekommende bestanddele er terpener og beslægtede kemiske forbindelser. Fremstillingen af æteriske olier sker ved ekstraktion, ved destillation med vanddamp eller ved enfleurage, en metode hvor duftstofferne, der afgives fra planterne ved stuetemperatur, absorberes i voks eller fedtstoffer. Nogle duftstoffer findes i planterne, andre dannes først ved enzympåvirkning, når plantedelen behandles med vand. Æteriske olier anvendes både inden for medicinalindustrien og i naturmedicin, især er aromaterapierne blevet meget populære de senere år. Desuden anvendes olierne i parfume, sæbe og likør.
Pebermynte (Mentha piperita), timian (Thymus vulgaris), enebær (Juniperus communis) og hvidløg (Allium sativum) indeholder æteriske olier. Mange af de renfremstillede olier anvendes også som krydderier og smagstilsætning.
Alle æteriske olier er ikke lige nyttige. Livstræ (Thuja occidentalis) og rejnfan (Tanacetum vulgare) indeholder giftige olier.
Æteriske olier er stoffer, der har en olieret beskaffenhed og som er forholdsvis let fordampende. Lugten er meget forskellig, fra behagelig til det ækle, bidende og stikkende. Disse stoffer findes i alle plantedele, i rødder, stængler, blade, blomster eller frø i varierende mængde. Virkningen er meget uensartet, fortrinsvis har de en rensende effekt, for eksempel på hud og slimhinder. I en egnet koncentration kan de påvirke hudens blodtilstrømning. De kan stimulere kuldenerver, samtidig med at de er svedbefordrende og vanddrivende. Nogle af disse olier har en særlig positiv virkning på tarmkanalsystemet, for eksempel amerikansk olie.
Også de sennepsholdige planter: hvidløg, timian, figen og eukalyptus indeholder æteriske olier, der især stimulerer lungevævene. Æteriske olier i blandt andet enebær og persille har en særlig indflydelse på vandladning og nyrer. Blandt de sveddrivende olier er kamille, lindeblad, hyld, kommen, ensian, pebermynte, laurbær og rosmarin.

 

Nogle andre stoffer
I planter findes en række andre kendte virksomme indholdsstoffer, blandt andet organiske syrer (for eksempel citron- og æblesyre), sukkerarter (druesukker, rørsukker), mineralstoffer (kiselsyre) og vitaminer.
Foruden de nævnte mangesidige planter har vi endnu et antal urter, som i folkemedicinen har haft hyppig udbredelse, fordi de stimulerer tyktarmens funktion. Interessant er det, at disse planters virksomme bestanddele kun langsomt frigøres og derfor har en depotvirkning på tyktarmen. De anvendes ved akutte og kroniske forstoppelser, blot må man passe på ikke at bruge dem for lang tid, fordi de kan medføre en betænkelig overføring af blod i det lille bækken og dermed fremkalde betændelser. Blandt disse planter er sennesblad, rabarber, frangula, aloe og ricinus (amerikansk olie).
Men rækken af virksomme lægemidler i planterne er langtfra afsluttet. Der er for eksempel planter med et fedtindhold (fede olier) som raps, sennep og valmue. Samt de lige så virksomme og vigtige alkali- eller glykoseholdige planter som guldblomme, baldrian, kamille, røllike, liljekonval og johannesurt.
Den farmakologiske forskning finder stadig nye virksomme stoffer i naturen. Alligevel kan man ikke lade være med at undre sig over, at vores forfædre havde så sikker en sans, når de skulle finde den rigtige lægeplante.
En lægeplante består af en række forskellige aktive stoffer, men mængden i henholdsvis blomster, blade og rødder kan dog variere meget. Indholdet af aktive stoffer er blandt andet afhængig af dyrkningsmetoder, høst, eventuel forarbejdning og opbevaring. I reglen findes de aktive stoffer i alle plantedele.
En plante har ikke én, men flere forskellige virkninger på organismen. Ved siden af virksomme stoffer indeholder planterne nogle følgestoffer eller ballaststoffer. Følgestofferne kan være uden udprægede kemiske egenskaber, eller de kan fremme eller hæmme de aktive stoffers virkning på kroppen.
Men det er et bestemt stof, basisstoffet, der bestemmer en plantes medicinske virkning. Hvis hovedstoffet isoleres, og dets virkning afprøves, kan det vise sig, at virkningen er anderledes end ventet. Dette forklarer naturlægerne med, at det er samspillet mellem alle indholdsstoffer, også ballaststofferne, der giver lægeplanten dens specifikke virkning.
Ifølge naturlægerne gik noget af plantemedicinens virkning tabt ved isolering af det virksomme stof.
Til gengæld blev det muligt at undersøge effekten af de virksomme stoffer ved reproducerbare forsøg. Man blev også i stand til at dosere nøjagtigt og dermed opnå den bedste virkning af naturproduktet. Dette er især vigtigt for virksomme stoffer med lille terapeutisk bredde. Ved kemisk analyse afgjorde man de isolerede stoffers struktur og fik mulighed for at udvikle/syntetisere beslægtede stoffer. For eksempel blev salicylsyre i 1839 udvundet fra spiraea og senere fra pilebark. I dag fremstilles stoffet syntetisk, hvilket giver større udbytte og bedre økonomi.
Det er ikke altid, det kan betale sig at fremstille stofferne syntetisk helt fra grunden. En undersøgelse fra 1970’erne viser, at op til 50% af lægemidlerne har oprindelse fra planter enten som isolerede eller som halvsyntetiske stoffer. I dag fremstilles stoffer som morfin og digitoxin ud fra planter.

 

 

Antioxidanter m.v.


Opdeles i primære og sekundære antioxidanter, som beskytter kroppens celler mod dannelsen af de skadelige frie radikaler. De frie radikalers iltning af fedtstoffer fører til forharskning. Også menneskets celler udsættes for skadelig iltning. Cellerne er derfor nødt til både selv at producere og optage antioxidanter fra kosten eller kosttilskud for at modvirke nedbrydning. De bedst kendte og undersøgte antioxidanter er:
Vitamin E, som især beskytter mod iltning af kroppens fedtsyrer.
Vitamin C, der støtter og beskytter vitamin E og Beta-karoten.
Selen, zink og magnesium er eksempler på mineraler, som indgår i kroppens antioxidant-forsvar.

Baldrian, Valeriana officinalis
findes i store dele af Europa og Asien. Baldrian er en velkendt gammel lægeplante, der er blevet anvendt til mange forskellige formål. Fra midten af det 18. århundrede begyndte folk at benytte baldrian som beroligende middel. Baldrianplantens aktive stoffer findes i roden og er formentlig valeriansyre og isovaleriansyre. Baldrian har en dokumenteret beroligende og søvndyssende effekt.

 

Bioflavonoider
Disse vigtige plantefarvestoffer kaldes også P-vitamin. De mest kendte stoffer er apigenin, rutin, citrin, hesperidin, anthocyaniner, genistein, lutein, lycopen, pycnogenol, resveratrol og quercetin. De findes i varieret mængde i de fleste frugter, grøntsager og bær, men forskere gætter på, at der optræder 20.000 forskellige bioflavonoider i naturen. Indtil i dag har man kun lokaliseret ca. 4.000. Stofferne er vandopløselige og optages derfor let i vores krop. Optagelsessmidigheden er vigtig, fordi de alle er livsvigtige antioxidanter, der beskytter kroppens celler mod frie radikaler og den farlige iltning, som de frie radikaler kan forårsage. Vi ved jo, at de frie radikaler er årsag til mange af vores sygdomme og også kan fremskynde aldring.

 

Vitaminer, mineraler og enzymer er antioxidanter. Forskerne fastslår, at bioflavonoider er værdifulde for vort kredsløb: de beskytter mod plak, styrker kapillærerne og forøger årernes elasticitet. De modvirker også, at blodpladerne klumper sig sammen, og forebygger måske blodpropper, åreknuder, hæmorider, hjerneblødning m.v. De øger heling ved forstuvninger, muskelskader, fibersprængninger og sår, beskytter mod forkølelse og infektioner, bremser rynker og aldring, styrker synet, øger optagelsen af C-vitamin og nedsætter ødemer i kroppen, gør knoglerne stærke og stimulerer hormonproduktionen. Der er derfor mange gode grunde til at spise friske grøntsager, bær og frugt hver dag.

 

Coenzym Q10
findes i alle celler i hele kroppen og er af største betydning for dannelse af energi i cellernes små energifabrikker, mitochondrierne. Q10 er også en antioxidant, der er med til at neutralisere de frie radikaler. Omtales gunstigt til behandling af hjertekar-sygdomme, for eksempel angina pectoris.

 

E-vitamin
E-vitamin forhindrer oxidation af fx flerumættede fedtsyrer. Derved hindrer E-vitamin dannelsen af frie ilt-radikaler, som kan forårsage kræft og for tidlig aldring.
Undersøgelser har vist, at vitamin E måske beskytter huden mod ultraviolette stråler fra solen. Det er jo velkendt, at antioxidanter som vitamin E kan beskytte mod hudkræft forårsaget af ultraviolette stråler. Imidlertid reduceres indholdet af E-vitamin hurtigt under solbadning. E-vitamin beskytter også huden mod rynker og aldring, fordi det har helt specielle anti-inflammatoriske egenskaber, der bekæmper den meget giftige frie radikalperoxynitrit.

 

C-vitamin
er et vandopløseligt vitamin, som udskilles via urinen, hvis der indtages mere, end kroppen har behov for. Der findes i organismen en mindre reserve af vitamin C, primært i binyrerne hvor der er en C-vitamin-reserve svarende til tre ugers behov. Denne reserve indebærer, at det ikke har nogen betydning, om man indtager sit C-vitamin én eller to gange daglig eller som depottablet.

 

Echinacea, rød solhat
Det biologisk virksomme stof er hovedsagelig echinacosid. Videnskabelige undersøgelser viser, at Echinacea øger kroppens modstandskraft, og derved opnås en bakteriedræbende effekt samt en effekt mod forkølelsesgener.
Echinacea er et af de få naturmedicinske præparater, som tåles af helt små børn. Den røde solhat har vist sig at være i stand til at beskytte nogle børn mod de mange infektioner, der florerer i vuggestuer og børnehaver. Også voksne ældre, der ikke bryder sig om influenza-vaccinationer, har været i stand til at styrke deres immunforsvar med ekstrakt fra denne plante.

 

Fiskeolie
N-3 flerumættede fedtsyrer er de vigtigste fedtsyrer i fiskeolie. De inddeles i EPA (eikosapentaensyre) og DHA (docosahexaensyre). Vi kan ikke selv danne disse fedtsyrer og er derfor afhængig af at få tilført dem. N-3 fedtsyrerne er et vigtigt element i cellevæggen. De nedsætter indholdet af de skadelige triglycerider i blodet. Det er de triglycerider, vi får fra mættet fedt, som øger risikoen for hjertekar-sygdomme. N-3 fedtsyrerne nedsætter blodets evne til at størkne og kan derved være medvirkende årsag til forebyggelse af blodpropper. Nyere danske og udenlandske kliniske undersøgelser viser, at fiskeolie kan forebygge og lindre leddegigt, migræne, menstruationssmerter, grøn stær, psoriasis og graviditet.

 

Gelé Royal
Et mælkehvidt tyktflydende sekret som produceres i svælgkirtlerne hos honningbiens arbejdere. Man kender ikke den fulde kemiske sammensætning af Gelé Royal, men man ved, at der er et højt indhold af proteiner, fedt- og sukkerstoffer samt B-vitaminer. Der er ikke nogen dokumenteret virkning, men mange hævder, at Gelé Royal afhjælper træthed og forbedrer almentilstanden efter sygdom. Også børn menes at kunne have gavn af et dagligt tilskud for at styrke immunsystemet.

 

Ginkgo biloba
Tempeltræet, Ginkgo biloba, er et af de ældste træer i Jordens historie. Det har været kendt og brugt af Østens folk i årtusinder for sin virkning på en lang række lidelser. I Vesten har vi siden midten af 1970’erne anvendt ekstrakt fra tempeltræets blade. De aktive stoffer i Ginkgo biloba er flavon-glykosider og terpinlaktoner. En række videnskabelige undersøgelser viser, at Ginkgo biloba forbedrer blodcirkulationen i hjernen, og dermed øges koncentrationsevnen og hukommelsen. Ginkgo biloba stimulerer blodcirkulationen i de mindste blodkar, også i hænder og fødder, således at tendensen til kolde hænder og fødder afhjælpes.
Ginkgo biloba modvirker træthed, svimmelhed og i nogle tilfælde øresusen (tinnitus). Anvendes ved gangudløste smerter i benene som følge af dårlig blodforsyning (claudicatio intermittens). Bruges også mod hovedpine.

 

Ginseng
Ginsengrod er den kinesiske folkemedicins mest kendte middel og værdsat i hele Orienten i flere tusind år. Der mente man, at den kunne give et langt og lykkeligt liv, og den dag i dag bruges den som styrkende middel til ældre personer. I dag er ginseng en af verdens bedst undersøgte medicinske planter.
Ægte ginsengrod (Panax ginseng) har været anvendt i Kina i mere end 3000 år. Den dyrkes i Kina, Rusland og Korea. Planten kræver helt bestemte klima- og vækstbetingelser, og de troldlignende rødder må først høstes efter seks år. Afhængig af behandlingen efter høsten får man hvid eller rød ginsengrod. Hvid ginsengrod er tørret i solen eller i en ovn og har ved denne proces mistet det yderste korklag. Hvis roden i stedet behandles med kogende vand eller dampe før tørring, får den et glansagtigt udseende med rødbrun farve. Den kaldes rød ginsengrod.
Den hvide ginsengrod er den mest anvendte, fordi den modsat den røde er egnet til standardisering. Den kommer for størstedelens vedkommende fra dyrkning ved den 48. breddegrad i Sydkorea, der geografisk har de bedste klima- og vækstbetingelser. Den store efterspørgsel har betydet, at både Japan, USA og Canada dyrker ginseng, men den har ikke samme høje kvalitet. Amerikansk og canadisk ginsengrod (Panax quinquefolium) eksporteres i store mængder til Hong Kong og sælges derfra som ægte ginsengrod. Denne handel har faktisk stået på siden 1700-tallet. Japansk ginsengrod (Panax japonicum) og falsk ginsengrod (Panax pseudo-ginseng) eksporteres fra Japan. Disse Panax-arter kan ikke helt sammenlignes med den ægte Panax ginseng.
De virksomme indholdsstoffer i ginsengroden er saponiner. De kaldes ginsenosider eller panaxosider. Mængden af disse virksomme stoffer varierer kraftigt, også i rødder fra samme land, derfor har det været nødvendigt at standardisere indholdet, så hver kapsel eller tablet indeholder lige store mængder af aktive stoffer.
Der er til dato isoleret 29 forskellige ginsenosider, der alle har en såkaldt adaptogen effekt. Det betyder, at de mange ginsenosider med hver deres særlige virkning tilpasser sig kroppens behov og forsøger at opretholde en optimal fysiologisk balance.
Ginsenosiderne er inddelt i to grupper efter deres kemiske struktur og biologiske virkning. Den ene gruppe har en beroligende effekt, mens den anden gruppe har en stimulerende effekt.
Ginseng styrker hukommelsen, modvirker træthed, forkorter rekonvalescenstiden, øger organismens modstand mod stress-påvirkninger, forbedrer evnen til problemløsning og stimulerer kroppens reaktionstid samt forbedrer iltudnyttelsen i musklerne.

 

Grøn te
Interessen for grøn te er stigende i den danske befolkning på grund af dens gavnlige virkninger. Sundhedsmyndighederne anbefaler 600 gram frugt og grønt dagligt på grund af det høje indhold af polyphenoler. Grøn te er rig på disse stoffer.
Grøn te stammer fra Kina og Japan, hvor man har drukket den i mange hundrede år. Forskellen på sort og grøn te er alene bestemt af fremstillingsmetoden, teplanten er den samme. Men fremstillingen af grøn te udmærker sig ved, at den blot bliver dampet og tørret i modsætning til den sorte te, der udsættes for en gæringsproces og iltes. Den skånsomme behandling af grøn te bevarer de 200 naturlige aktive stoffer i tebladene, det betyder et højt indhold af polyphenoler samt vitaminerne B, C og E, de såkaldte antioxidanter og mineralerne zink, kalcium, jod, kobber samt fluor.
Grøn te stimulerer stofskiftet, regulerer blodcirkulationen og kan, afhængig af tilberedningsmetoden, både virke opkvikkende og beroligende. Fordelen ved grøn te er også, at mens koffeinen i kaffe stimulerer hjerte og kredsløb i kort tid, opnås et langsomt koffeinoptag og dermed længere virkning. Forskning har vist, at koffeinen i grøn te stimulerer centralnervesystemet, og det kan måske virke lindrende på migræne og hovedpine samt stimulere koncentrationsevnen.

 

Hvidløg
har først og fremmest sine rødder i den kinesiske folkemedicin. Det aktive stof i hvidløg er allicin i det friske hvidløg, når hvidløget knuses eller skæres. Det er allicin, som har den karakteristiske lugt. Hvis man køber hvidløg som kosttilskud, er det vigtigt at sikre sig, at der er alliin i tabletten. Hvis der ikke er deklareret et indhold af alliin, vil der heller ikke kunne ske en omdannelse til det aktive allicin. Forskning tyder på, at hvidløg kan nedsætte blodets kolesteroltal, og hvidløg kan derfor bruges i behandling af forhøjet kolesterol i blodet. Det er endvidere dokumenteret, at hvidløg kan hæmme dannelsen af blodpropper, samt at det har en antibakteriel virkning.

 

Hyben
Vi ved, at hyben er rig på C-vitamin. Men ny forskning i Danmark og udlandet har dokumenteret, at hybenpulver har en positiv virkning på sygdomme i bevægeapparatet, især gigt.

 

Hørfrø og loppefrø
Hørfrø skal indeholder polysaccarider, som består af lange kæder af sukkermolekyler. De er i stand til at opsuge store mængder vand, og i den proces dannes en slimet masse. På denne måde hjælper polysaccariderne tarmindholdet til at beholde tilstrækkeligt vand, så afføringen forbliver blød og smidig og modvirker hård mave og forstoppelse.
Loppefrø har en endnu bedre evne til at danne slim end hørfrø. Hørfrø og loppefrø er de mest anvendte naturlægemidler mod fordøjelsesproblemer.

 

Ingefær
har været kendt som lægeplante i Østen igennem flere tusinde år, men er først inden for de sidste ti år blevet udbredt i Vesten. De aktive medicinske ingredienser er hovedsagelig 6-gingerol og 6-shogaol.
Med avanceret apparatur fandt fire unge danske forskere fra Forskerby Symbion i København efter fem års arbejde i 1997 det bestemte stof i ingefær, der lindrer gigt. Det er nogle specielle fenolforbindelser i den medicinske ingefær, som stammer fra visse geografiske områder i Kina. Fenolforbindelser er meget udbredte i planteverdenen, de er aktive og virker på nogle processer i kroppen. HMP-33 stoffer kaldes de bestemte fenolforbindelser, der påvirker gigt.
Ingefær menes også at have en effekt på de betændelsestilstande som giver ledsmerter og transportsyge.

 

Jern
indgår i hæmoglobin, der er en del af de røde blodlegemer. Hæmoglobin har den særlige egenskab at kunne optage og binde ilt i lungerne og afgive denne ilt til kroppens øvrige organer og væv. Denne proces er afhængig af, at der er tilstrækkeligt jern bundet i hæmoglobinmolekylet.
Jern findes i forskellige former. Som organisk bundet hemjern (hæmoglobinjern) og som non-hemjern (fx ferrofumarat). Hemjern optages med en effektivitet på 20-35% fra tarmen, mens non-hemjern optages med en effektivitet på ca. 1-10%. Vitamin C øger optagelsen af non-hemjern. Ved at kombinere hemjern, non-hemjern og vitamin C i samme tablet udnyttes kroppens forskellige optagelsesmekanismer, og man opnår en bedre effekt af jerntilskuddet. Jern er en kraftig pro-oxidant i kroppen, det vil sige, at jern fremmer dannelsen af de skadelige frie radikaler. Endvidere vil et stort overskud af jern i kroppen hindre optagelsen af andre mineraler. Derfor kan det ikke anbefales at tage jerntilskud i længere tid, hvis man ikke mangler jern.

 

Kalk (kalcium)
er mængdemæssigt det vigtigste knoglemineral. 99% af de cirka 1,1 kg kalk, der findes i kroppen, er bundet i knoglerne. Kalk bruges til opbygning og vedligeholdelse af knoglestyrke, desuden har kalk betydning for opbygning af tænder, blodets evne til at størkne, muskelsammentrækning, hjertets arbejde, hormonproduktionen, nervelsystemet og væskebalance. Der foregår dagligt en udveksling af cirka 600 mg kalk mellem knoglerne og de øvrige kalkafhængige væv. Disse kalkafhængige væv vil »kræve« den nødvendige kalk, uanset om der tilføres ny kalk til knoglerne. Det er derfor vigtigt hele livet at sørge for at få tilstrækkelig kalk tilført via kosten eller som kosttilskud for at hindre afkalkning af knoglerne. Anbefalingerne i Danmark lyder på 800 mg kalk dagligt for voksne. Optagelsen af kalk i knoglerne er afhængig af tilstedeværelsen af vitamin D. Man opnår den største effekt af sit kalktilskud, hvis man tager det forskudt af måltiderne. Der vil da ikke være nogen konkurrence mellem forskellige mineraler om optagelse. Mest fornuftigt er at dele dagdosis op over to gange dagligt, da der er en maksimum-grænse for, hvor stor dosis kalk kroppen kan optage på én gang. Kvinder med lav mavesyreproduktion eller børn med mælkeallergi anbefales at tage tygge- eller brusetabletter, for at sikre, at tabletterne opløses.

 

Kamille
Kamille er den vigtigste lægeplante og har været brugt så langt tilbage i historien som flere tusinde år før vor tidsregning. Men heller ingen anden lægeplante er så grundigt videnskabeligt udforsket hvad angår virksomme substanser. Der findes to hovedgrupper af medicinsk aktive stoffer i kamilleblomsten: dels vandopløselige stoffer, dels fedtopløselige. De vandopløselige stoffer er de vigtigste, for det er dem, man indtager, når man drikker kamillete. Disse stoffer består af en gruppe gule plantefarver – flavonoiderne. Den vigtigste flavonoide er apigenin, der løsner kramper i tarmen. De fedtopløselige stoffer er uopløselige i vand, derfor får man kun ubetydelige mængder, når man drikker te. Disse stoffer er flygtige (æteriske) olier. De flygtige olier har mange forskellige effekter, og derfor kan man roligt sige, at kamilleblomst er et universalmiddel. I flæng kan nævnes, at kamilleblomst er søvndyssende, lindrer mavesår og nervøs mave, heler hud og er effektiv mod infektioner med stafylokokker og svamp. Kamille er også febernedsættende og beroligende.

 

Krom
er hjælpefaktor til transport af sukker ind i vores celler. Derved modvirkes for højt blodsukker. Organisk bundet krom optages 15-25 gange bedre i kroppen end uorganisk bundet krom. Krom regnes af mange som et udmærket element i slankekure.


Kæmpenatlysolie
En af de rigeste kilder til de vigtige n-6 flerumættede fedtsyrer, gammalinolensyre (GLA) og linolsyre. Vi kan ikke selv danne disse n-6 fedtsyrer og er derfor afhængig af at få tilført dem. N-6 fedtsyrerne er vigtige for cellevæggens opbygning, og de gavner hudens fugtbalance ved at stabilisere cellernes fugtbindende netværk i huden.

 

Pollen
Pollenkorn dannes i store mængder i blomsternes støvdragere/standere og er planternes befrugtningsmateriale som i århundreder har været brugt i indianerstammers frugtbarhedsritualer. I dag bruges pollen mod menstruations- og klimakterieproblemer, stress og træthed.
De fleste pollenpræparater fremstilles gennem en såkaldt ekstraktion af pollenkorn indsamlet fra forskellige planter via en speciel elektromekanisk teknik. De benyttede planter er blandt andet rug, majs og eng-rottehale. Ekstraktionen foregår ved, at man med et opløsningsmiddel »vasker« pollenkornenes indhold ud af den hårde skal, der ikke anvendes. Ekstrakten behandles, så skadelige stoffer nedbrydes til ufarlige bestanddele. Præparater, der er behandlet med denne teknik, kan også tåles af pollenallergikere. Det færdige produkt indeholder en del aminosyrer, små mængder sukkerarter, visse vitaminer og spormineraler, blandt andet zink.


Propolis
Allerede 400 år før vor tidsregning anvendtes »harpikssalve« ved behandling af åbne sår og bylder. Navnet propolis stammer fra græsk og betyder forsvarssystem. Bierne indsamler harpiks fra popler, birketræer og andre træer om foråret og bearbejder den ved hjælp af spytkirtlerne. Derved fremkommer stoffet propolis, som bierne bruger til at tætne bikuben med for at hindre bakteriel indtrængning i bisamfundet. Den udvundne mængde ren propolis per bikube er lille, og derfor vil råvareprisen være høj.
Propolis er mørke, gulbrune klæbrige klumper med aromatisk duft, som minder om kanel. Det er en blanding af harpiks, voks, æteriske olier og farvestoffer. I propolis findes stoffer med dokumenteret bakteriehæmmende effekt, men koncentrationen af disse stoffer varierer stærkt i naturen. I modsætning til pollen bør allergikere ikke bruge propolispræparater, da disse kan være allergifremkaldende.

 

Russisk rod
er roden af Eleutherococcus senticosus, en 2-5 meter høj tornet busk, som vokser vildt i store dele af Østsibirien, Kina og Korea. Den store interesse for ginsengroden, den høje pris og de besværlige dyrkningsmetoder fik russiske forskere til at lede efter en passende erstatning for ginseng med samme virkning. De undersøgte en lang række planter fra samme familie (Araliaceae), og i slutningen af 1950’erne fandt de russisk rod, der havde næsten samme effekt som ginsengroden. Men først i 1964 markedsførte det tidligere Sovjet rødderne som lægemiddel under navnet russisk rod. I dag eksporterer Kina og Korea også russisk rod til Vesten.
Russisk rod er aldrig før blevet anvendt i folkemedicinen, så det er forkert at markedsføre den som historisk plantemedicin.
De aktive indholdsstoffer er saponiner, såkaldte eleutherosider. Ligesom i ginsengroden findes der i russisk rod forskellige mængder af virksomme stoffer afhængig af geografiske vækstforhold, årstid for høstning m.v. Indholdet er derfor altid standardiseret.
Russisk rod anvendes som alment styrkende middel med opkvikkende effekt. Personer med for højt blodtryk bør ikke tage russisk rod.

 

Røllike
Rølliken er et af de mest effektive mavemidler inden for naturmedicinen. Den indeholder omtrent de samme stoffer som kamilleblomst. En vigtig æterisk olie er azulen, der sammen med garvestoffer har en god effekt ved sårbehandling. Azulen virker også inflammationshæmmende og garvestofferne sammentrækkende og blodstandsende. Røllike er dog først og fremmest et mavemiddel; det skyldes indholdet af to medicinsk virksomme stoffer: flavonoidet apigenin (vandopløseligt) samt visse bitterstoffer. Apigenin virker krampeløsnende på tarmen, derfor er røllikete ligesom kamillete et virksomt middel mod akut fordøjelsesbesvær. Bitterstofferne stimulerer appetitten og fordøjelsen, bl.a. ved at øge dannelsen af mavesaft.

 

Selen
Forskere over hele verden mener i store træk, at selen kan modvirke åreforkalkning, aldring, beskytte rygere og modvirke kviksølvforgiftning, værne mod de frie radikaler, styrke hjernens blodforsyning og måske virke som kræfthæmmer. Selen er inde i alle legemets celler med til at beskytte mod de farlige iltradikaler. Selen har to funktioner: at standse forharskning af frie fedtsyrer og hindre, at der dannes frie radikaler ud fra brintoverilte, som ellers uhyre let omdannes til et farligt iltradikal.
Selen spiller en stor rolle i hele det system, vi kalder immunforsvaret, som består af de hvide blodlegemer (lymfocytter) og de antistoffer, de danner. I dyreforsøg har man vist, at selenmangel medfører svækkelse af immunsystemet, og at tilskud øger antallet af bakteriebekæmpende hvide blodlegemer. Fx har dyreforsøg vist, at vaccination virkede bedre, når dyrene fik tilskud af selen. Andre undersøgelser på dyr har dokumenteret, at tilskud af selen fremmer lymfocytternes (T- og B-cellernes) mængde og funktion, både når det gælder forsvar mod infektioner og undertrykkelse af kræftceller.


Silicium
Ager-padderok (Equisetum arvense) har været brugt som medicinsk plante siden det 18. århundrede. Udvortes mod hudlidelser og indvortes ved blandt andet hårtab og skøre negle. Plantens virkning på hud, hår og negle skyldes det høje indhold af mineralet silicium, der er bundet til de såkaldte flavonoider, vandopløselige forbindelser, der bevirker, at organismen kan optage næsten hele plantens indhold af det vigtige mineral.
De højeste koncentrationer af silicium hos mennesket findes i hud, hår og negle. I bindevævet indgår silicium i proteinerne kollagen og elastin. Desuden spiller mineralet en rolle, når disse proteiner »krydsbindes« i et netværk, som giver vævet trækstyrke og elasticitet.

 

Sojabønnen
Sojabønnen indeholder vigtige stoffer som kulhydrat, protein, stigmasterol (et stof, der udgør den vigtigste råvare til fremstilling af hormonpræparater, p-piller og lignende lægemidler), olie og lecitin, der modvirker åreforkalkning. Nogle forskere mener også, at lecitin i kombination med C-vitamin kan stoppe åreforkalkning.

 

 

NATURMEDICIN - Holdbarhed, opbevaring og dosering


På varedeklarationerne skal der som minimum oplyses om indhold, holdbarhed og dosering. De fleste naturmedicinske produkter har en »levetid« på cirka fem år, nogle længere, andre kortere tid. Det er derfor klogt altid at kigge både på fremstillingsdatoen og rubrikken »anvendes inden«. Står man med et produkt, der udløber inden for kort tid, er det mest fornuftige at bede om et nyere præparat.
Køb aldrig naturmedicinske præparater, der ikke er korrekt deklarerede, det vil sige, at de skal oplyse om indhold, dosering, fremstillingsdato og udløbsdato.
Børn under 12 år bør kun indtage naturmedicin, hvis en læge eller naturlæge ordinerer et præparat.
Tag aldrig større doser, end der er angivet på emballagen.
Har et naturmedicinsk præparat ikke vist nogen effekt efter en kur på cirka tre måneder, vil det sandsynligvis aldrig kunne påvirke organismen i positiv retning. Vores organismers reaktionsmønstre er lige så forskellige som fingeraftryk. Derfor viser det sig ofte, at hvad der hjælper én person, ingen virkning har på en anden.
En del naturmedicin skal tages livet ud, fordi den tilfører organismen stoffer, den ikke selv kan producere eller optage gennem føden. Andre former for naturmedicin har en virkning af kortere varighed for så at klinge ud, fordi kroppen danner resistens over for midlet.
Naturmedicin tages på eget initiativ og ansvar. Det kræver, at brugerne er opmærksomme på deres krops reaktioner, således at eventuelle bivirkninger opfanges på et tidligt stadium. For naturmedicin er ikke en bivirkningsfri vej til helbredelse. Præparaterne kan for eksempel give overfølsomhed, mavesmerter, tynd mave og hovedpine. Nogle særlige naturmedicinske præparater fremkalder en forværring i sygdommen et par dage, men det kan være en fysisk reaktion på, at sygdommen påvirkes, og kroppen er ved at helbrede sig selv.
Det er ikke farligt at tage naturmedicin, men det skal gøres med omtanke!


Naturens apotek lige ind i medicinskabet
Lægeplanter: Tabletter, pulvere, tinkturer,
tonikum, linimenter, salver, homøopatisk medicin, antroposofisk medicin.

Fast eller flydende naturmedicin?
Naturmedicin fremstilles som tabletter, pulvere, tinkturer, tonikum, linimenter og salver, alt efter hvad de er beregnet til.
Ved tabletfremstilling er basisstofferne sædvanligvis ekstrakter fra planter, der »bindes sammen« af tablethjælpestoffer, der godt kan få nakkehårene til at rejse sig hos de rigtig grønne livsstilsfilosoffer. Tablethjælpestofferne er for eksempel talkum, siliciumdioxid (overfladebehandling), magnesiumstearat og hydroxypropylmethylcellulose (overfladebehandling), kalciumfosfat og dikalciumfosfat (tablethjælpestoffer), sorbitol (sødemiddel), cellulose og polyethylenglycol (tablethjælpestoffer) m.v. Hos nogle mennesker kan et eller flere af disse stoffer fremkalde visse former for allergi.
En række naturmedicinske midler sælges i pulvere og kapsler. Det kan være noget svært at tage et pulverpræparat, da de tørrede, knuste urter sjældent smager godt. Kapslerne er fremstillet af ren gelatine, og denne form for »indpakning« er helt sikkert den mest naturlige, da urtematerialet ikke svækkes af bindemidler.
Tinktur er medicinsk drogeudtræk i ethanolholdigt opløsningsmiddel, der optages direkte i organismen gennem mundens slimhinder.
Tonikum er styrkende flydende medicin, for eksempel med vitaminer, mineraler, urter eller ginseng. Fremstilles for det meste ved ekstraktion i alkohol.
Liniment er et flydende præparat til behandling af et begrænset hudområde. Linimenter smøres eller duppes på huden og anvendes blandt andet ved gigt-, muskel- og ledlidelser.
Salver er sædvanligvis baseret på vaseline eller lanolin tilsat bestemte mængder urteekstrakt.

 

Homøopati
Homøopati kommer af de græske ord homoios = lignende og pathos = lidelse. Dens rødder går også tilbage til den græske læge Hippokrates (400 år f.Kr.), oldtidens største helbreder, som med rette blev kaldt »lægekunstens fader«. Han arbejdede i lighed med Aristoteles (350 f.Kr.) og Paracelsus (1493-1541) med teorier, som ligner moderne homøopati. Men det var faktisk en dansk naturlægeslægt, folkene fra Bratbjerg i Nordjylland, der i lige linje siden 1730 indtil i dag har virket som naturlæger i Tranum og omegn, som i 1730’erne behandlede eksemer med homøopati, før den tyske læge Samuel Hahnemann (1755-1843) i slutningen af 1700-tallet kom frem med sin teori om, at Similia similibus curantur = »lige helbreder lige«.
Hermed menes, at et stof, som hos et rask menneske fremkalder bestemte symptomer, kan helbrede lignende symptomer hos en syg, hvis stoffet indgives stærkt fortyndet. Homøopatien er således en helbredelsesmetode, der fundamentalt er det modsatte af den konventionelle medicinske behandling, idet man i stedet for at behandle et symptom med medicin, der modvirker eller fortrænger symptomet, vælger et lægemiddel, som har vist sig at være i stand til at fremkalde lignende symptomer hos en rask person.
Hahnemann brugte homøopatiske lægemidler efter følgende retningslinjer: 1. Lige helbreder lige. 2. Mindste dosis gives. 3. Ét middel ad gangen. Hahnemann forestillede sig, at sygdomssymptomer kun er ydre tegn på, at der foregår en forsvarsreaktion (helbredelsesproces) i den syge krop. Derfor må et middel, som frembringer samme forsvarsreaktioner hos en rask person, kunne forstærke den allerede igangværende forsvarsreaktion hos den syge.
Derfor har homøopatien tre hovedprincipper: 1. Lighedernes medicin. 2. Den minimale dosis, det vil sige, at man bruger meget svage opløsninger (planteekstrakter fortyndet op til millioner af gange af de stoffer, der i koncentreret form giver de selv samme symptomer, man forsøger at behandle). 3. At behandle hele mennesket og ikke dets sygdom.
Samuel Hahnemann genopdagede lighedsprincippet, som indebar at helbrede lige med lige. Ved systematisk at teste sine homøopatiske midler, stof efter stof, på raske mennesker, opdagede han, at han fremkaldte den sygdom, midlet var beregnet til at helbrede. Hvert eneste fysisk og psykisk tegn på ubehag, som stoffet skabte hos forsøgspersonerne, blev noteret. På denne måde nåede Hahnemann for hvert enkelt stof frem til et karakteristisk symptombillede identisk med stoffets helbredende virkemåde. Forsøgsresultaterne blev samlet i bogen »Materia medica«. Når homøopaten har registreret patientens symptombillede vil opslag i denne »bibel« give svaret på, hvilket middel patienterne skal have.
Til at begynde med gav Hahnemann patienterne samme dosisstørrelse, som han havde givet til de raske. Det blev patienterne mere syge af. Derfor begyndte han at fortynde lægemiddeldoserne. Og til sin undren opdagede han, at jo mere doserne blev fortyndet, desto mindre blev patienternes krisereaktioner, og jo hurtigere blev de helbredt.
Hahnemann var misfornøjet med de kraftige bivirkninger, som datidens mediciner gav. Derfor forsøgte han at løse problemet ved trin for trin at fortynde, potensere, ekstrakter fra lægeplanter. I mange år blev dette gjort i hånden, man fortyndede i milliontedele trin for trin, mens flaskens indhold blev rystet. De minimale doser stimulerede kroppens helbredelsesproces.
Hahnemann afprøvede midlerne ét ad gangen på forsøgspersonerne, derfor behandlede han patienterne efter samme opskrift. Dette princip efterleves ikke altid i dag, for hvis et middel skal virke optimalt, skal det afspejle hele patientens symptombillede. Sikkerheden for valg af rette middel afhænger derfor af homøopatens evne til at afdække samtlige symptomer hos patienten. For det andet er symptombillederne mere komplicerede i dag end i 1700-tallet, derfor er det sværere at finde det ene middel, der virker. For det tredje spiller de »homøopatiske« traditioner i de enkelte lande også en rolle. I Frankrig og Tyskland er der størst tradition for at give flere midler ad gangen, mens det modsatte er tilfældet i England og USA.
Dette ligner princippet for immunisering af allergikere og vaccination, hvor man også benytter sig af små, men alligevel målbare doser af det samme smittestof, som indgår i sygdommen, for at stimulere kroppen og forebygge en sygdom. Kort sagt: Samme idé ligger til grund for homøopatien.
Potenseringen foregår på den måde, at urtetinkturen, presset af for eksempel friske urter, blandes med neutral væske for derefter at blive fortyndet og rystet mange gange. Dette sker i dag maskinelt. Den færdige fortynding blandes derefter med mælkesukker, hvis det homøopatiske middel skal sælges som tabletter.
Homøopatiske lægemidler fremstilles af stoffer fra mineral-, dyre- eller planteriget. Det drejer sig ikke bare om en simpel fortynding. Ved potenseringen (græsk og betyder kraft) overføres »kraften« fra lægemiddelstoffet til fortyndingsmidlet i form af energi, såkaldte svingninger. Hahnemann påstod, at det aktive stof virkede kraftigere, jo mere det blev fortyndet, det vil sige jo højere potens det blev indgivet i.
Der kan potenseres efter flere forskellige skalaer. Mest anvendt er decimal- og centecimalskalaen benævnt henholdsvis D- og C-potenser. Hahnemann foretrak C-potenser.
Fremstillingen af D-potenser foregår trin for trin:
Af udgangsstoffet fremstilles en ur-tinktur betegnet Ø, som herefter potenseres ved tilsætning af et fortyndingsmiddel:
1. potens: 1 del Ø + 9 dele fortyndingsmiddel = D1
2. potens: 1 del D1 + 9 dele fortyndingsmiddel = D2
3. potens: 1 del D2 + 9 dele fortyndingsmiddel = D3 osv.
Fremstillingen af C-potenser foregår trinvis på samme måde som D-potenser, blot tilsættes fortyndingsmidlet i forholdet 1:99.
Som fortyndingsmidler kan anvendes alkohol eller vand samt blanding af faste stoffer, normalt laktose eller rørsukker. Er fortyndingsmidlet en væske, sker potenseringen ved, at beholderen med lægemiddelopløsningen efter hver fortyndingsproces slås mod et blødt, fast underlag et bestemt antal gange. Nogle homøopater mener, at potenseringen skal foregå manuelt.
Er fortyndingsmidlet et fast stof, sker potenseringen ved, at lægemidlet for hver fortynding rives i en morter i cirka en time med fortyndingsmidlet. Efter 3. potens kan man potensere videre enten ved yderligere tilsætning af fast stof eller ved tilsætning af væske som fortyndingsmiddel. De mest almindelige potenseringer er D-6, D-12, D-30 og D-200.
Homøopatiske lægemidler sælges blandt andet som tabletter, pulvere, dråber, injektionsvæsker og salver.

 

Antroposofisk medicin
Antroposofi stammer fra græsk og betyder menneskekundskab. Rudolf Steiner (1861-1925) var østrigsk filosof og pædagog. Han grundlagde antroposofien, og inden for rammerne af denne lære udformede han en biodynamisk landbrugslære og en pædagogisk retning. I dag findes der cirka 150 Steiner-skoler i Europa, heraf 9 i Danmark.
Inden for helbredelses-læren gik han helt nye veje. Han anerkendte den naturvidenskabelige lægekunst, men ud fra et helt nyt menneskesyn og dermed et ændret syn på sygdomsårsager.
Han inddelte menneskets fysiske krop i tre funktionelle organsystemer: nerve-sansesystemet, stofskifte-lemmesystemet og det rytmiske system.
Nerve-sansesystemet dominerer hele kroppen, men har sin væsentligste aktivitet koncentreret i hovedet. Her skelner Steiner ikke mellem fysiske og psykiske faktorer. Han giver systemet en fællesnævner, nemlig ro. Det vil sige, at for eksempel tankeprocesser forløber bedst, når kroppen er i hvile. En anden fællesnævner er kulde – mennesket må holde hovedet koldt for at kunne tænke. Og så kommer degenerationsprocesserne, det vil sige henfald af nerveceller, døde nerveceller erstattes ikke af nye. I alderdommen er dette systems processer normalt de dominerende.
Stofskifte-lemmesystemet har ifølge Steiner sit centrum i maveregionen. Hovedorganerne er lever, tarme, nyrer, blod og muskler. Systemets fællesnævnere er bevægelse, varme og regenerationsprocesser. Dette system er dominerende i ungdommen, og det er nerve-sansesystemets modsætning. De to systemer ville derfor ophæve hinandens funktioner, ligesom plus ophæver minus i en kortslutning, hvis der ikke fandtes et tredje system, der stod som formidler mellem de to modpoler.
Dette tredje system kalder Steiner det rytmiske system, der har sit centrum i brystet. Hovedorganerne er hjertet og lungerne. Som navnet antyder, er systemet karakteriseret af det rytmiske, den evige gentagelse.
Er der ikke ligevægt mellem de to første systemer, fremstår der sygdom. Dominerer nerve-sansesystemet, optræder sygdomme, blandt andet sukkersyge, sklerose, reumatiske lidelser, slidgigt, lammelser, åreforkalkning, kræft, træthed og for tidlig aldring.
Dominerer stofskifte-lemmesystemet, ses forskellige infektionssygdomme ofte ledsaget af feber. For Steiner var den sikreste vej til helbredelse derfor at genoprette balancen mellem nerve-sansesystemet og stofskifte-lemmesystemet enten ved at svække det organsystem, der virker for dominerende, eller omvendt at styrke det organsystem, der fungerer for svagt.
For eksempel mener antroposofferne, at gigtsymptomer (nerve-sansesystemet dominerer) kan lindres med varme som er karakteristisk for stofskifte-lemmesystemet.
Steiners filosofi var, at de processer, der foregår i menneskekroppen, kan genfindes i plante-, dyre- eller mineralriget. Det vil sige, at en tabt eller beskadiget legemsfunktion kan erstattes eller genoprettes (helbredes) ved at tilføre præparater, der er i besiddelse af den samme funktion. Denne teori er gældende i Steiners antroposofiske medicin den dag i dag. Ifølge den antroposofiske medicin kan for eksempel jernmangel behandles med brændenælder, fordi, som antroposofferne siger: »Brændenælden har en hel speciel evne til at optage jordens jernindhold, den evne, som et menneske med jernmangel har mistet. Den mistede evne kan derfor genvindes ved at indtage et lægemiddel fremstillet af brændenælder.«
Antroposofiske lægemidler fremstilles af stoffer hentet fra mineral-, plante- eller dyreriget. I de fleste tilfælde potenseres basisstofferne på samme måde som homøopatiske midler, inden lægemidlet frigives. Der bruges udelukkende decimalpotenser.
Fremstillingsprocessen har betydning for, i hvilket af de funktionelle organsystemer det færdige lægemiddel skal virke. Derfor har valg af temperatur, potenseringsgrad og plantedel stor betydning.
Ifølge den antroposofiske medicin kan det normalt ikke anbefales at tage antroposofiske lægemidler sammen med almindelige lægemidler, da de almindelige lægemidler kan ødelægge virkningen af de antroposofiske lægemidler. Der findes dog undtagelser. For eksempel tåles cytostatika bedre, når patienten samtidig behandles med antroposofisk medicin, der indeholder mistelten. Endvidere kan doseringen af blandt andet digitalis og insulin ofte nedsættes, når der samtidig gives antroposofisk behandling.
Ved kroniske sygdomme suppleres behandlingen ofte med diæt, ændret livsstil, bevægelsesterapi og kunstnerisk terapi.
Antroposofisk medicin bør kun anvendes efter vejledning fra antroposofiske læger

 

 

Urter til hele kroppen

 

Afførende urter
Almindelig røllike
Ensian
Korsknap
Krageklo
Rabarber
Rosmarin
Slåen
Vejbred, lancet

 

Urter mod betændelsestilstande
Almindelig hør
Birkeblade
Døvnældeblomster
Eg
Enebær
Havre
Hyben
Islandsk mos
Kamille
Padderok

 

Blodrensende urter
(Akne og uren hud)
Almindelig kvikgræsrod
Birkeknopper
Brombær
Bukkeblad
Døvnælde
Hindbær
Hyrdetaske
Nælde
Ramsløg
Skovjordbær
Vejbred, glat
Vejbred, lancet

 

Blodstandsende urter
(ved for stærk menstruation og tendens til blødninger)
Almindelig lungeurt
Brombærblade
Eg
Hyrdetaske
Lægekvæsurt
Løvefod
Mistelten
Morgenfrue
Padderok
Potentil
Vejpileurt

 

Blodstimulerende urter
(ved blodmangel)
Krageklo
Kransburre
Kvæsurt
Vejbred, lancet

 

Fysisk og psykisk styrkende urter
Guldblomme
Gyldenris
Hindbær
Kommen
Korsknap
Læge-Stenfrø
Salvie
Sanikel
Skovmærke
Stokrose
Tusindgylden
Vejbred, lancet
Krampelindrende urter
Almindelig røllike
Gåsepotentil
Hjertensfryd
Islandsk mos
Kamille
Kodriver
Martsviol
Rosmarin
Timian
Vejbred, lancet
Ærenpris

 

Mavestyrkende urter
(fordøjelsesfremmende og smertedæmpende)
Bukkeblad
Kamille
Kommen
Loppefrø
Skvalderkål

 

Nerveberoligende urter
(søvnfremmende)
Bukkeblad
Hjertensfryd
Humle
Lavendelblomst
Lægebaldrian
Løvstikke
Mesterrod
Mynte
Perikum
Potentil
Rypelyng
Røllike
Salvieblade
Skovmærke
Timian
Valmuefrø

 

Sammentrækkende urter
(heling af sår)
Hyrdetaske
Kattehale
Skovjordbær
Tormentil

 

Slanke-urter
(i forbindelse med slanke- og fastekure)
Islandsk mos
Padderok
Salvie

 

Slimløsnende urter
(hoste og svælgkatar)
Almindelig pimpinelle
Kamille
Katost
Lægealant
Timian

 

Smertestillende urter
Almindelig kvikgræs
Almindelig løvefod
Kamille
Kattehale
Kodriver
Sanikel
Skovjordbær
Slåen

 

Stimulerende urter
(mod træthed)
Birk
Bukkeblad
Fuglegræs
Guldblomme
Hindbær
Korsknap
Kugleblomst
Skovjordbær
Slåen
Spiræa
Vejbred, alpe

 

Sveddrivende urter
Almindelig røllike
Baldrian
Burre
Enebær
Guldblomme
Gyldenris
Kamille
Kongelys
Mesterrod
Mynte
Rød hestehov (tordenskræppe)
Snerre
Spiræa
Storbladet Lind (blomst)

 

Udrensende urter
Brændenælde
Havebrøndkarse
Hjortetrøst
Jordbærblade
Krageklo
Merian
Ramsløg
Sanikel
Skovjordbær
Skovmærke
Skvalderkål
Tusindgylden

 

Urinregulerende urter
Almindelig kvikgræs
Almindelig pimpinelle
Almindelig røllike
Guldblomme
Havebrøndkarse
Hyben
Hyrdetaske
Korsknap
Røn
Skovjordbær

 

Vanddrivende urter
Almindelig kvikgræs
Birkeblade
Bønneskaller
Enebær
Engkarse
Fuglekonval
Guldblomme
Hanekro
Havebrøndkarse
Kommen
Krageklo
Løvstikke
Padderok
Persille
Stor nælde

 

 

 

 

 

 

 

hvidløg

hvidløg

  • Printvenlig version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

citron

citroner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

jord

jordbær

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

vin

grønne vindruer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

avo

fersken

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

blom

avokado

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

appelsin

appelsiner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

æbler

grønne æbler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

røde-æbler

røde æbler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

pærer

pærer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ingefær

Revet ingefær

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

mælke

mælkebøtte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

blomst

hvidtjørn