Uddrag fra bogen

 

 

Den trojanske hest?

Af Tabita Wulff

 

Peace, love and harmony?

Hvor stor en indvandring fra tredjeverdens lande kan Danmark klare uden at skade sammenhængskraften?

Det er et utroligt svært og følsomt spørgsmål, al den stund vi ikke nøjagtigt ved, hvor mange indvandrere Danmark huser fra tredjeverdens muslimsk dominerede lande. De officielle tal fra Danmarks Statistik kan kun bruges som en vejledende analyse, fordi det i Europa ikke er tilladt at optælle befolkningerne efter religiøs overbevisning. Et uforståeligt hensyn, der diskriminerer muslimer mere end beskytter dette europæiske mindretal, fordi mange muslimer er langt mere stolte og selvbevidste i deres tro, end kristne.

Der er næppe tvivl om, at antallet af muslimer sløres, ikke for muslimernes skyld, men med baggrund i den oprindelige danske befolknings behov for tryghed. For at politikere og magthavere kan undgå spørgsmål og protester fra folkedybet, der i mange år har udvist skepsis ved den massive indvandring.

Europa og dermed Danmark kan ikke uden uundgåelige spændinger mellem befolkningsgrupper klare en øget massiv indvandring fra muslimsk dominerede lande. Hverken økonomisk eller mentalt.

Det er en naturlov, at en stærk og kulturel afvigende mindretalsgruppe, der vokser sig større år for år, og som lever deres liv efter en ufravigelig lovreligion, vil stille religiøse krav om udstrakt særbehandling, som vil karambolere med etniske danskeres livsstil og ødelægge den nødvendige sammenhængskraft i samfundet. Det sker allerede i fx Frankrig og England.

Dette kan vi ikke bebrejde det muslimske miljø, for de fleste muslimer står Koranen over den danske grundlov.

Fejlagtig integrationspolitik

Det begyndte så godt med gæstearbejderne, især fra Tyrkiet, der kom til Danmark først i 1960’erne. Det var mænd, der knoklede og levede kummerligt for at aflaste danskerne, som ikke gad tage det hårde, fysiske arbejde. Vi europæere var blevet magelige, og velfærdsstaten gav de fleste et uddannelsesløft, som blev en fribillet fra at feje gader eller køre taxa. Fremmedarbejderne ydede en flot indsats og kunne forsørge familierne i Tyrkiets fattigste egne.

De fleste gæstearbejdere var muslimer, men de indgik efterhånden som en integreret del af den danske befolkning. Det var teknologisamfundets fremmarch, der efterhånden gjorde dem overflødige på det danske arbejdsmarked på grund af deres manglende uddannelse. Men længe før det skete, var familiesammenføringerne begyndt. Den tyrkiske stat var først i skoene med krav om, at Danmark modtog imamer betalt af Tyrkiet. Imamerne forstod ikke den vesteuropæiske kultur, deres opgave var at fastholde den enkelte i troen. Fremmedarbejdernes koner, der blev familiesammenført, har også andel i islamiseringen. De var for det meste analfabeter eller havde en meget kort skolegang bag sig. Mødet med danskerne blev chokerende for kvinderne. De isolerede sig i deres egne trygge enklaver og opdrog deres børn, som om de stadig boede i en landsby fjernt fra Ankara.

Med arbejdsløsheden i 1973 blev der officielt lukket for gæstearbejdere. De herboende muslimer blev i stort tal arbejdsløse med klientgørelse til følge. Behandlersystemet trådte i funktion i forhold til mennesker, der med familiesammenføringer og senere flygtningestrømmen fra krigsområderne på Balkan og i Mellemøsten blev en stor og uoverskuelig gruppe med behov for statslig forsørgelse. Det udviklede en umyndiggørelse, der udsprang af et velment ønske om at gøre det godt for alle og ikke skabe forskel mellem Petersen på Bænken og Muhammed på Nørrebro.

Den fejlagtige danske integrationspolitik kan dateres til dette tidspunkt. Når arbejdspladser blev lukket ned, lod man raske, stolte mænd blive hjemme i en nedværdigende rolle som bistandsklienter og familiefædre, hvis børn lærte dansk og fik en uhensigtsmæssig førerrolle i familiemønsteret.

Vi skaffede ikke arbejdspladser, for det hindrede det stive overenskomstsystem på arbejdsmarkedet. Vi stillede ikke helt basale krav om at kvinder i Danmark også skal målrettes arbejdsmarkedet. Vi glemte at udarbejde en kontrakt om visse spilleregler i samfundet mellem dem, der kom til Danmark, og os: For eksempel burde vi have forbudt religiøse symboler som burka, chador og tørklæde, symboler der ikke tolereres i fx Tyrkiets og Frankrigs offentlige rum. Vi forpassede den mulighed helt og aldeles, da flygtningestrømmen fra Somalia ankom.

Vi burde have indført et generelt forbud for alle i Danmark mod fætter-kusine ægteskaber af sundhedsmæssige grunde: spædbørnsdødelighed, åndssvaghed, misdannelser osv., men vi ignorerede problemet.

Vi burde have strammet reglerne for familiesammenføring og tvangsægteskaber allerede i 80’erne, hvor masser af unge uuddannede analfabeter fik indrejsetilladelse uden mulighed for på sigt at få arbejde. Først i 2005 kom 24-årsreglen, der primært skulle hindre tvangsægteskaber. Velfærdsreformen juni 2006 indeholdt skrappere regler for udlændinge. Fra 1. juli 2006 blev alle udlændinge, der ønskede at blive i Danmark i længere tid, afkrævet en integrationseksamen. Kun udlændinge, der kan fremvise et konkret jobtilbud med en årsløn på over 450.000 kroner får fremover tilkendt opholdstilladelse. Desuden blev der indført en green card ordning i form af et pointsystem, der i fremtiden giver særligt kvalificerede udlændinge et jobsøgningsvisum i op til seks måneder. Denne del af Velfærdsreformen blev dog kun indgået mellem Venstre-Konservative-regeringen og Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet erklærede, at så snart de får regeringsmagten, vil de afskaffe starthjælpen, der gives til personer, som i de seneste otte år ikke har haft fast ophold i Danmark. Partiet vil også afskaffe kravet om selvforsørgelse som betingelse for statsborgerskab, og de vil fjerne ntegrations-eksamen som yderligere krav for tidsubegrænset opholdstilladelse. Ladeporten skal altså åbnes igen, så snart Socialdemokratiet kommer til magten, til trods for, at beskæftigelsesfrekvensen blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere kun er lidt under 50 %, lidt over 50 % af alle fra ikke-vestlige lande mellem 16 – 65 år er arbejdsløse, på kontanthjælp eller førtidspension. (Danmarks Statistik 2005) Ifølge Velfærdskommis-sionen modtager en gennemsnitlig ikke-vestlig indvandrer over sit livsforløb 2,6 mio. mere af det offentlige, end han indbetaler! Økonomisk betyder det, at denne gruppe leverer et stort, uopretteligt rødt tal på bundlinjen.

Man kan i den forbindelse godt undre sig over, at asiatere, der kommer til Danmark, både som indvandrere og flygtninge, ikke har haft svært ved at forsørge sig selv og integrere sig i samfundet. Til sammenligning er USA’s beskæftigelsesgrad for indvandrere kun 4 procent under resten af befolkningen. I Canada 10 procent. Men med i billedet skal også det store antal muslimer, der slet ikke har kvalifikationer til at bestride et job. Her mener Rockwool Fonden, at den eneste løsning er at sænke mindstelønnen eller løsne det sociale sikkerhedsnet.

Hvor mange muslimer i Danmark?

Mange vil sige, at spørgsmålet er unødvendigt og provokerende. Mennesker skal ikke deles op efter religion, det er diskriminerende. Det er et brud på menneskerettighederne, de europæiske forstås. Men slå op i et hvilket som helst leksikon eller på Internettet. Singapore for eksempel. I faktaboksen under religion bliver vi informeret om, at der er 32 procent buddhister, 22 procent taoister, 15 procent muslimer, 13 procent kristne og 3 procent hinduer. Bulgarien, der snart bliver et EU-land, har 82,2 procent ortodokse kristne og 12,2 procent muslimer, altså næsten en million muslimer af en befolkning på 7.8 millioner. Seneste tal januar 2006 afslører, at der er cirka 25 millioner muslimer i Europa plus mellem 3 – 5 mio. illegale indvandrere, især afrikanere. Men hvor mange i Danmark? Det officielle mantra, der gentages og gentages, er ca. 205.000.

Fra ikke-vestlige lande har vi ifølge Danmarks Statistik, ”Danmark i Tal 2006” 6 procent indvandrere og efterkommere. Men hvis vi har 6 procent, så er antallet ikke 207.000, men med en befolkning på 5.427.459 personer 1. januar 2006, må tallet være 325.648 personer fra ikke-vestlige lande, overvejende muslimer. Definitionen af udlændinge i Danmark er tilsyneladende klar og forståelig, men kun tilsyneladende. Danmarks Statistik og Ministeriet for flygtninge Indvandrere og Integration afgrænser udlændinge i to grupper: indvandrere og efterkommere.

En person er dansker, hvis mindst én af forældrene både er dansk statsborger og født i Danmark. Det har således ikke betydning, om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark. Hvis personen ikke er dansk, er den pågældende: - Indvandrer, hvis personen er født i udlandet. - Efterkommer, hvis personen er født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om forældrene, er personen dansker, hvis den pågældende er dansk statsborger og født i Danmark. Personer er indvandrer, hvis den pågældende er født i udlandet, og personen er efterkommer, hvis den pågældende er udenlandsk statsborger født i Danmark. (Faktaboks 2. Årbog om udlændinge i Danmark 2005 – Status og udvikling. Ministeriet for flygtninge Indvandrere og Integration).

Ministeriet forklarer faktaboksen således: Som det fremgår af faktaboks 2, er en indvandrer en udlænding, der er født i udlandet, mens en efterkommer er en udlænding født i Danmark. Endvidere fremgår det af faktaboksen, at det ikke har betydning for den statistiske definition, om udlændingene har dansk statsborgerskab.

Ovenstående definition er alt andet end gennemsigtig, men tilsyneladende skal de nysgerrige bare finde ud af, hvor mange indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, der opholder sig i Danmark, så har man løst gåden: Hvor mange muslimer bor der i Danmark?

Men så nemt er det langt fra. Tallene har deres egen magi, og statistik skal altid tages med et gran salt. For hvad med nydanskerne? Nydanskere bliver man, når mindst enten far eller mor er født i Danmark og har dansk statsborgerskab.

I februar 2006 blev det muligt at hente alle tildelte danske statsborger-skaber fordelt på alder og nationalitet, men databanken går kun tilbage til 1979! Fra 1979 til 1. januar 2006 har Folketinget bevilget statsborgerskab til 189.910 personer og de børn, som er født efter statsborgerskabet, de er derfor danske statsborgere - nydanskere. Det er i statistikkerne uklart, om det åbenbart ukendte antal børn/senere børnebørn er indregnet under grupperne indvandrere og efterkommere eller forvandlet til danskere og derfor naturaliserede. I så fald vil disse børns børn være elimineret, de vil i statistikkerne indgå som almindelige danskere, og deres antal vil så være helt umuligt at opgøre uden en decideret folketælling. Et modigt slag på tasken vil nok resultere i, at vi sommeren 2006 har omkring ca. ½ mio. fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand. En meget stor andel af disse er fra muslimsk dominerede lande. Dertil skal regnes ca. 2.500 asylansøgere.

Danmark i tal 2006. Danmarks Statistik oplyser at de 6 % fra ikke-vestlige lande er et dyrt bekendtskab for Danmark:

Arbejdsløshed koster det danske samfund 41 mia.

I kontanthjælp udbetales 15 mia.

Til invaliditet udbetales 61 mia.

I alt 117 mia. årligt.

Sygdom og kriminalitet ikke medregnet.

En svensk økonom har udregnet indvandringens omkostninger for Sverige, der har næsten dobbelt så mange ikke-vestlige indvandrere som Danmark, til over 200 mia. årligt. Indvandrere og flygtninge koster den danske stat over 117 mia. Tænk, hvis bare 50 procent af dette gigantiske beløb blev skænket som hjælp til selvhjælp til for eksempel Afrika og de fattigste stater i Mellemøsten, i stedet for at blive givet til de heldige økonomiske flygtninge, der kom først til møllen.

EU’ dilemma

Ifølge en fremskrivning foretaget af Hans Oluf Hansen, lektor i demografi ved Københavns Universitet, vil der i slutningen af dette århundrede være flere mennesker i det ”danske” samfund med en ikke-dansk oprindelse end af dansk oprindelse. Da en journalist stillede ham spørgsmålet: Hvordan ser Danmark ud om 60-70 år, svarede han: ”Om 60 år har vi en stormoske i Århus, i København og i Odense – måske også på Bornholm. Og så har vi et velorganiseret muslimsk fællesskab, som har et fælles talerør og repræsentation. Om 50 år har vi et stort flertal af muslimer i det her land, som er velfungerende medborgere. Samt flere ministre med indvandrerbaggrund”. En forsigtig lykke-fremskrivning, desværre er det en realitet, at de lande, der har muslimsk flertal, ikke er lykkelige, slet ikke for kristne.

Forsker og nationaløkonom Jan Lindh ved Fremtidsforskningsinstituttet i Stockholm meldte sidste år ud, at svenskerne er i mindretal i år 2050.

Den udtalelse gav anledning til voldsom kritik fra den kulturradikale elite. Men der vil ikke gå så meget som 50 år, før vi har muslimsk flertal i Danmark, bare et blik på en fremskrivning af folketallet i nogle muslimske fattige lande bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle etniske europæere. For det er vel os, der er udset til at aftage befolkningsoverskuddet?

I årene 1998/2050 vil befolkningstilvæksten ifølge UN World Population Prospects stige fra:

Iran: 64 mio./ 115 mio.

Tyrkiet: 65 mio./101 mio.

Egypten: 66 mio./115 mio.

Bangladesh: 123 mio./212 mio.

Parkistan: 142 mio./345 mio.

I hele den muslimske verden: 1.074.900.000/1.898.690.000.

Kort sagt mener demograferne, at 1 mia. muslimer i dag om 45 år er blevet til 2 mia.

Til sammenligning havde EU (25 lande) 459.390.000 indbyggere i 2005, dette tal falder til 448.980.000 i 2050.

Hvordan kan lande som Forenede Arabiske Emirater, Irak, Iran, Jordan, Libanon, Libyen, Oman, Saudi-arabien, Syrien, Tyrkiet, Ægypten, Pakistan, Sudan, Afghanistan, Indonesien, Algeriet, Marokko, Tunesien, Nigeria, Kuwait, Qatar, Bahrain og Somalia brødføde en så skræmmende befolkningstilvækst? Olieeventyret er i 2050 fortid, ørkenlandenes befolkning vil derfor have blikket stift rettet mod Europa.

Den stigende befolkning i den tredje verden vil ikke alene blive et miljømæssigt uoverskueligt problem, den vil betyde masseindvandring af fattige mennesker, der vil søge op på de europæiske strande og destabilisere økonomi og sammenhængskraft. Hvis der ikke gøres en kæmpeindsats fra de vestlige lande, både økonomisk og humanitært rettet mod den tredje verden, vil Vesteuropa få et muslimsk befolkningsflertal om ca. 40-50 år. Vi troede, at assimilering i det danske samfund ville bringe fødselstallet ned, men 2´og 3´generations indvandrere får minimum 2,3 procent flere børn end deres forældre. For danske kvinder var fertiliteten i 2005 1.79. (Årbog for udlændinge i Danmark 2005 – Status og udvikling. Ministeriet for Flygtninge Indvandrere og Integration).

Fødselskontrol, som i Kina, vil være en anden mulighed, men hvem har modet til at betinge fødselskontrol for økonomisk bistand til verdens fattigste lande?

EU står over for et dilemma. Flere ældre og færre fødsler i den oprindelige etniske befolkning og et allerede på nuværende tidspunkt bekymrende stort mindretal fra ikke-vestlige lande uden uddannelse og med større og større krav om særrettigheder relateret til deres religion. Særrettigheder der ikke harmonerer med vestlig mentalitet og lovgivning.

En voksende islamisering af Europa vil betyde voldsomme kultursammenstød, hvis ikke Vesten er bevidst om sine værdier og forsvarer dem med næb og klør. Sover vi i timen, vil en brutal og ekspansiv ørkenreligion ødelægge vores civilisation. Hvilken fremtid får etniske danskeres børnebørn og oldebørn? Vil slægten med danske rødder og vestlige kerneværdier blive udryddet, fordi de folkevalgte politikere ikke havde fantasi nok til at se ind i fremtidens klare lys?

Flygtningestrømmen standser ikke før, flygtningene kan se et formål og en fremtid i at blive i deres eget land. Dér har de deres rødder, dér ligger deres slægt begravet, dér har de deres historie, men ingen fremtid. De flygter ikke af lyst, men af nød.

I vestlig arrogance tror vi, at det er lykken at få en plads ved den europæiske lune kamin. Vi pudser vores godhedsglorie, men mørkesiden er, at denne attitude er omvendt tvungen kolonisering. For det er ikke lykken for en afrikaner at skulle henslæbe et helt liv i et Europa, hvor han lige er tålt. I en snavset storby langt fra det frie liv på Savannen.

Det for øjeblikket rige Danmark har råd til at hjælpe mennesker og lande i nød, men danske regeringer må fremover kalkulere med sammenhængskraften i det gamle kongedømme og ikke mindst de store kulturforskelle, for Øst og Vest vil aldrig kunne forenes. Det indså den verdensberømte forfatter Rudyard Kipling (1865-1936), og det ved de fleste almindelige europæere i dag.

Den 12. juli 2006 bragte Norges største avis Verdens Gang dokumentation for, at hele den norske olieformue kunne gå tabt på grund af høj arbejdsløshed blandt indvandrere. Frem mod 2015 vil andelen af indvandrere i befolkningen fordobles, ifølge Statistik Sentralbyrå. Andelen af unge med baggrund i den tredje verden vil vokse kraftigt. Denne gruppe har store problemer med at fuldføre et uddannelsesforløb og er derfor ikke anvendelige på arbejdsmarkedet. Udviklingen har sammenfald i ældrebølgen i den etnisk norske befolkning. Derfor vil arbejdslivet og norsk økonomi havne i krydsilden fra en stadig ældre norsk befolkning og en stærkt øget indvandrebefolkning med høj arbejdsløshed og højt forbrug af sociale ydelser. Resultatet bliver naturligvis et fald i andelen af arbejdsaktive, og et fald på bare syv procent betyder tabet af hele olieformuen. Og det sker vel at mærke samtidig med at flere ældre skal have pension og samtidig med, at den internationale konkurrence skærpes for de omkostningstunge velfærdsstater.

De norske NHO-eksperter (Næringslivets Hovedorganisasjon) Kenneth Stien, Torill Lødemel og Baard Meidell Johannesen retter derfor en bredside mod de holdninger, der har præget norsk indvandrerpolitik de sidste år. Stik imod de korrekte politikere fra skiftende regeringer, der har erklæret, at ældrebølgen løses gennem masseindvandring, siger forskerne, at øget indvandring i bedste fald bare skubber problemerne foran befolkningen en stakket stund. Den demografiske krise vil komme, og den vil blive katastrofal.

(NHO er Norges største interesse- og arbejdsgiverorganisation for små og store virksomheder)..

I Danmark har vi flere indvandrere fra den tredje verden, end Norge, men med lige så svage kvalifikationer, hvilket betyder gigantiske udgifter på statsbudgettet. I begge lande er indvandrernes bidrag til den fælles økonomi altså negativ, og fremtiden bliver ikke lysere.

Kort sagt, at åbne flere døre for indvandrere med lav eller ingen uddannelse fra den tredje verdens muslimsk dominerede lande styret af en erobrer-religion, er økonomisk selvmord for et land. Der er langt mere perspektiv i direkte massiv støtte til sundheds- og uddannelsesområdet i tredje verdens lande.

De kulturradikale vil sige, at udgifterne på statsbudgettet er prisen for et farverigt multietnisk fællesskab. Lever de med hovedet i skyerne, eller frygter de for at miste fodfæste, hvis de skal liste den tanke ind i bag hjernebarken, at samfundet måske har udviklet sig katastrofalt omkring 2050? Det årstal, hvor vi sikkert er i samme situation som Norge? Hvad hvis et flertal af muslimer vil indrette samfundet efter sharia lovgivningen? Er det et sådant samfund, vi ønsker at aflevere til de kommende generationer?

 

Rettidig omhu

Hvad skal tallene bruges til? De skal være en reguleringsnøgle for fremtidens indvandring, så sammenhængskraften i samfundet ikke ødelægges. Med tallene i hånden kan den danske befolkning tage stilling til børns, børnebørns og oldebørns fremtid. Vi kan justere indvandring og familiesammenføring efter arbejdsmarkedets behov samt integrations-villighed og dermed undgå fatal arbejdsløshed med stigende religiøs fanatisme til følge.

Især de unge muslimer vil føle sig som ofre for den i deres øjne vestlige grådighed og dekadence, og vende sig mod deres egen kultur og religion.

Vi bliver derfor tvunget til at neddrosle indvandring og familiesammen-føring ved fx at bruge ambassaderne i den tredje verden som effektive stopklodser, der som eneste instans udsteder indrejsetilladelse til Danmark. Økonomiske flygtninge, der forsøger at rejse ind i Danmark, bør omgående afvises i lufthavne og ved grænser. Dette gælder naturligvis ikke FNs kvoteflygtninge, som vi har forpligtiget os til at tage.

Men her og nu er det vigtigt, at Danmarks Statistik og Ministeriet for Flygtninge Indvandrere og Integration i fremtiden leverer et forståeligt statistisk materiale, der giver et klart billede af antallet af indvandrere, efterkommere, nydanskere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande. Det foreliggende officielle materiale, der er brugt i denne artikel, er ikke statistisk signifikant, fordi statistikken er sløret. Derfor er analysen kun et forsøg på at give et billede af, hvor stor den muslimske befolkning er og kan blive i Danmark. Flygtningestrømmen mod Europas kyster fra især Afrika har allerede udviklet sig katastrofalt, og den vil fortsætte, så længe de rige vestlige lande ikke prioriterer en massiv økonomisk hjælp til kampen mod fattigdom og sygdom. Meget gerne kædet sammen med krav til ulandene om demokrati og overholdelse af menneskerettigheder-ne. Også et krav om fødselskontrol efter den kinesiske et-barns model er indlysende i kampen mod overbefolkning.

Disse tiltag har intet med diskriminering at gøre. De er rettidig omhu.

 

 

 

 

 

 

 

Storm over Europa

2006, 256 s. Holkenfeldt 3, kr. 285,-)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  • Printvenlig version
webdesign: yes-yes.dk